Pressemeddelelse

12. november 2019 09:10 , af Gert Jensen

HSK Fodbold og Per Rasmussen stopper samarbejdet

Efter knapt et halvt år har HSK Fodbold og Per Rasmussen i enighed valgt at stoppe samarbejdet med udgangen af 2019.

I juni indgik HSK Fodbold og Per Rasmussen en aftale med det formål at styrke HSK Fodbold økonomisk og kommercielt. Den opgave bliver fremover fordelt på flere hænder som resultat af den nye organisering, som HSK Fodbold er ved at køre i stilling.

- Vi takker Per for den indsats, han gennem årene har ydet for HSK Fodbold. Nu er det tid til, at nye kræfter tager over. Det skal blandt andet ske via vores nye struktur, hvor et sponsorudvalg og økonomiudvalg, bestående af flere frivillige, skal løse opgaven. Det er en del af HSK Fodbolds vision om at skabe en klub med et stærkt fællesskab, og hvor der er plads til og brug for alle, der vil fodbold enten på eller uden for banen, udtaler Gert Jensen, formand i HSK Fodbold.

Det er blandt andet mangel på tid, der gør, at Per Rasmussen har valgt at trække sig.

- Jeg må konstatere, at jeg ikke kan prioritere den indsats, der skal til for at gøre en forskel. Ærgerligt, men sådan er det, og derfor tænker jeg, at der til gavn for HSK Fodbold, skal findes en anden løsning”, udtaler Per Rasmussen, og fortsætter: - Med den nye struktur i HSK ser det ud til, at der kommer flere hænder og frivillige i spil. Så nu vil jeg følge HSK fra sidelinjen, når tiden tillader det.